Australsk Kelpie / Australian Kelpie

Raceprofil
For den der bliver præsenteret for en Kelpie første gang, er det svært ikke at blive betaget af dens “Kelpie” personlighed, dens livlige blik og de vakse spidsede ører, der afslører livslysten og arbejdsvilligheden hos denne indvandrer fra den anden side af jordkloden.

Kelpiens oprindelse kan føres tilbage til de to skotske hyrdehunde, der i 1870 kom til Australien, Jenny og Brutus, hed de. En af deres efterkommere Caesar blev parret med en lokal hyrdehund. I dette kuld fødtes tævehvalpen Kelpie, som vand Australiens første hyrdeprøve i 1872. Hendes hvalpe blev efter denne bedrift meget efterspurgte og solgt under navnet “Kelpie Pups”, hvilket kom til at blive synonymet med hunde af denne race.

Den oprindelige betydning af det gæliske ord “kelpie” er vandånd. Kelpien er en middelstor hund, hanner 46-51 cm, tæver 43-48 cm, den findes i flere forskellige farver, foruden de sædvanlige sort og chokoladebrun, tillader standarden sort og tan, rød og tan, rød og røgblå og fawn farvet. Pelsen er praktisk og består af kort tæt underuld og stive hårde dækhår. Kelpien er en sund bygget hund uden overdrivelser eller komplicerede særtræk, bevægelsen skal være fri og utrættelig og den skal være i stand til at gøre pludseligt omkring selv i høj fart.

Kelpiens evner som arbejdende hyrdehund er legendarisk, og denne oprindelse gør det let at træne den til alle former inden for hundesport. Lydighed, spor, sport, agility, flyball, udstilling, eftersøgning (rundering) er kelpien eminent til. Lige meget hvad du træner din kelpie til, så må du have en smule tålmodighed og forståelse, da kelpien til stadighed tror, at den ved mere end sin træner. Den besidder en mystisk viden om hvad du tænker og planlægger, og vil ofte reagere før du kan nå at give en kommando. Denne viden og forudseenhed symboliserer racen.

Racen er på nuværende tidspunkt delt i Working kelpie/Australsk Stockdog som ikke er godkendt af FCI og Australsk Kelpie som er godkendt af FCI.

Working Kelpie avles udelukkende med fokus på hyrdeegenskaber og registreres i WKC Working Kelpie Council i Australien. Australsk kelpie avles her i norden som en allround brugs og udstillingshund.

Der skal gøres opmærksom på, at der ved køb af Australsk kelpie, uanset om det er her i Danmark eller i udlandet, så skal hunden være registreret i en FCl anerkendt kennelklub.

Den Australsk Kelpie
er som familiehund en utrættelig ven og legekammerat. Den er normalt åben og venlig overfor alle mennesker. Kelpien behøver ikke hårdt arbejde for at kunne nyde livet, men den behøver optagelse som et medlem af familien.

Dens største nydelse er at man giver den omsorg og kærlighed. Kelpiens største skuffelse er ligegyldighed og mangel på opmærksomhed. Opdragelse skal der selvfølgelig til, dens høje intelligens vil hurtigt bringe den i miskredit, hvis den bliver overladt til sig selv. Man skal være venlig og konsekvent over for kelpien, hvis man behandler kelpien dårligt og uretfærdigt kan den miste sin respekt og tillid til dig og ønsker ikke længere at gøre dig tilpas.

Den mest harmoniske kelpie får man, hvis man tilbyder den en form for hjernegymnastik, som f.eks. søgeøvelser, hjemme eller på gå-turen. Det kan være godbidder, ting eller personer. Hvis du lærer kelpien at apportere vil den elske at hente ting til dig. Kelpiens historie indeholder mange vidnesbyrd om hundens excellente udholdenhed og klogskab. Netop på grund af alt dette i en og samme pakke, så er kelpien ikke nødvendigvis den bedste familiehund, men er du til hundesport, så får du en makker som vil være med dig i tykt og tyndt.

Forskellige informationer om racen:
Raceportræt fra Hunden nr. 9 – September 2013

Race standarder:
FCI-standard nr. 293

Sundhed:
Sundhed i racen

Information about the breed:
The history of the Australian kelpie

Breed standards:
FCI-standard No. 293
Breed Standard by ANKC
Extended Breed Standard by ANKC

Kelpie galleries:
KelpiegallerySweden by Sofia Olsson
Kelpigalerij – Netherlands

Australian Kelpie